23948sdkhjf

Bestyrelsen fyrer topchef i presset juicekæde

Efter cirka to år som adm. direktør for juicekæden Joe & The Juice er Sebastian Vestergaard stoppet med øjeblikkelig virkning og erstattet med Thomas Nørøxe. Det oplyser den nu tidligere topchef i et opslag på LinkedIn.

- I løbet af den seneste måned har jeg haft en konstruktiv dialog med bestyrelsen i Joe & The Juice. Dialogen har ført til den konklusion, at jeg vil træde tilbage som adm. direktør og fortsætte i en ny rolle med fokus på forretningsudvikling, skriver han.

Bestyrelsesformand og stifter af juicekæden Kaspar Basse forklarer, at der efter coronakrisen er brug for nye kompetencer til at fortsætte Joe & The Juices ekspansion, og at Thomas Nørøxe er den rette til opgaven.

- Thomas Nørøxe har leveret resultater inden for både investment banking og private equity, han har erfaring fra management-teamet i Joe & The Juice, og Thomas har desuden dyb respekt og forståelse for den unikke kultur i Joe & The Juice. Kombinationen af disse kvaliteter er det, vi har behov for nu, hvor vi efter covid-19-pandemien har en unik mulighed for at opskalere vores forretning betydeligt, siger han i en pressemeddelelse.

Kapitaltilførsel på 500 mio. kr. 

Juicekæden med butikker i hele Europa, USA og Asien var i gang med en ekspansionsplan, som coronakrisen spændte ben for. Siden pandemien ramte, har ejerne skudt en halv milliard kroner i kapitaltilførsel til virksomheden. Først 200 mio. kr. sidste år og senest 300 mio. kr. i foråret.

Sidste år lød det fra Thomas Nørøxe, at "likviditetsberedskabet" skulle forstærkes, så kæden kunne klare sig i en længere periode med nedsat drift. 

Nu får han som direktør for det hele ansvaret for at få forretningen på ret køl. 

- Vi står foran en meget vigtig udvikling og opskalering af Joe & The Juice, som kan gennemføres pga. det fokus og de strategiske initiativer, vi har foretaget og igangsat under pandemien. Vi skal fastholde vores unikke kultur, samtidig med at vi ekspanderer forretningen, siger den nye topchef.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109